Kornmarkskolen søger en ny viceskoleleder pr. 1. november eller gerne før.
Kornmarkskolen søger en engageret og retningsgivende viceskoleleder, der vil være med til at drive en velfungerende skole, og samtidig tage medansvar for at fortsætte arbejdet med at styrke alle elevers deltagelsesmuligheder i fællesskaber på skolen.
Har du lyst til at være på en folkeskole, hvor vi arbejder tæt sammen i ledelsesteamet men også hver for sig, for at medarbejdere kan lykkes med deres opgaver og hele tiden have elevernes læring, trivsel og dannelse for øje?
Om Kornmarkskolen
Kornmarkskolen ligger fordelt på to matrikler i henholdsvis Skævinge og Ll. Lyngby i naturskønne omgivelser i Hillerød Kommune. Fritiden foregår i Hillerød Fritidsordning (HFO), der består af både SFO og klub.
Skolens inddeling i forskellige afdelinger i områder med mark og skov giver skolen unikke muligheder for at skabe gode og forskellige læringsmiljøer og fællesskaber på skolen.
Skolen har også en specialklasserække, Kompetencecenter Vest som består af ca. 70 elever og 2 ledere. At skolen både består af en almenskole og en specialklasserække giver en unik mulighed for at samtænke de almene- og specialiserede læringsmiljøer og udvikle et stærkt samspil mellem almen- og specialpædagogik på tværs af skolen.
Kornmarkskolen er samtidig en vigtig del af det lokalsamfund, der omgiver den. En grundlæggende værdi på skolen er at skabe sammenhængskraft i lokalsamfundet ved at være samlingssted, blandt andet med Skævinge Kultur, Idræts og Fritidshus som nabo.
Skolens værdigrundlag tager udgangspunkt i, at alle børn har talenter, og skolen arbejder anerkendende og inkluderende med alle børn. Skolen prioriterer et tæt forældresamarbejde og arbejder systematisk med alle børns faglige og sociale udvikling. HFO er en integreret del af skolen, og der er et stærkt fokus på at have et godt samarbejde mellem pædagoger og lærere på skolen.
Kornmarkskolen består af engagerede elever, medarbejdere og ledere, der alle brænder for at skabe en god hverdag præget af trivsel og læring. Skolens kultur er karakteriseret ved at have mange stærke traditioner og en fælles forståelse af vigtigheden af et godt samarbejde mellem ledere, medarbejdere, elever og forældre.
Stillingen
Som viceskoleleder skal du derfor være med til at tage afsæt i den eksisterende kultur, men samtidig være med til at arbejde på at udvikle og nytænke skolen. Skolens mål er særligt at sikre en stærkere fælles retning for hele skolen og et styrket samarbejde mellem de lokale afdelinger, Skævinge og Ll. Lyngby.
Generelt skal du være med til at arbejde struktureret med at understøtte samarbejdet om at sikre alle elevers deltagelsesmuligheder i stærke fællesskaber på skolen. I den forbindelse skal du være med til at kunne stille tydelige forventninger til personalegruppen, og samtidig have øje for, hvad der er brug for af viden og kompetenceudvikling for at skabe større blik for og tryghed i inklusionsarbejdet.
Personaleledelse
Du får ansvaret for en personalegruppe, hvor du leder medarbejdere med henblik på at nå skolens pædagogiske og faglige mål. Vi tager stilling til hvilket trin og på hvilken afdeling, du skal være personaleleder for, når du starter.
I ledelsesteamet har vi fokus på at styrke samarbejdet og den fælles linje i teamet. Ledelsesteamet består af en distriktsskoleleder, en viceskoleleder, en afdelingsleder i almenklasserækken og to afdelingsledere i KCV, samt en leder af HFO. Ledelsesteamet har det godt sammen og støtter op om hinanden og giver gerne hinanden en hånd på tværs af afdelingerne, når der er behov for det. Ud over lederteamet er der ca. 110 medarbejdere på skolen. En forudsætning for, at medarbejderne kan holde fokus på deres vigtige arbejde med elever og samarbejde med forældre, er, at der skabes de bedst mulige rammer for medarbejderne. Ledelsesteamet skal derfor sammen sætte en retning for skolen med en klar faglig tyngde, så vi sikrer sammenhæng mellem kommunens og skolens mål og strategier og faglig ledelse tæt på medarbejderne.
Lederfællesskabet
Kornmarkskolen er en del af et stærkt skolevæsen, der består af 7 almene distriktsskoler, en 10. klasseskole, to specialskoler, en ungdomsskole, Ungdommens Uddannelsesvejledning og Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter. Som viceskoleleder i Hillerød Kommune er du en aktiv deltager i udviklingen af vores fælles skolevæsen, og du vil som viceskoleleder samtidig blive en del af et professionelt ledelsesfællesskab med de andre skoleledere samt skoleafdelingen.
Strategi og handleplan for stærke fællesskaber er for nylig blevet vedtaget af vores byråd. Derfor skal du sammen med lederfællesskabet og på tværs af børne- og ungeområdet arbejde for, at alle børn har ret til at være en del af stærke fælleskaber, hvor elevernes trivsel og læring er i fokus. Det er derfor en klar forventning, at du deltager og bidrager aktivt og nytænkende til forandringsprocessen og vægter de gode relationer og samarbejde på tværs af kommunen. Du skal derfor i denne sammenhæng generelt være god til og have mod til at håndtere og kunne navigere i et felt med forandringer og arbejde løsningsorienteret på en måde, som skaber ro og følgeskab blandt skolens medarbejdere.
Vi søger derfor en viceskoleleder, der:
- Har ledelseserfaring fra skoleverdenen
- Arbejder ambitiøst med, at alle børn har deltagelsesmuligheder i fællesskaber
- Arbejder engageret med at skabe en fælles retning og et godt arbejdsmiljø
- Forstår vigtigheden af dialog og samarbejde med skolens medarbejdere, elever, forældre, skolebestyrelse, skolelederkollegaer, andre fagområder og Skoleforvaltningen
- Kan kommunikere troværdigt og tydeligt, både skriftligt og mundtligt, samt være synlig og nærværende i hverdagen på skolen
- Er empatisk og bidrager aktivt til gode arbejdsfællesskaber, både på skolen, som en del af lederfællesskabet og i Hillerød Kommune som helhed
- Kan tænke strategisk og proaktivt arbejde med udvikling af skolen i overensstemmelse med skolens og kommunens mål og strategier
- Har en god forståelse for økonomistyring og administrative opgaver
Personlige egenskaber:
Du skal have en samarbejdende og modig tilgang til det at bedrive skoleledelse, hvor du ikke er bange for at sætte retning, selvom det kan give modvind i perioder. Du skal have et godt overblik med øje for, hvordan der kan skabes sammenhængskraft og synergi på tværs af skolen. Samtidig skal du være en stærk faglig og relationel leder, hvilket skal kunne ses i det løbende samarbejde og dialog med ledelsesteamet, medarbejdere, elever og forældre.
Du skal samtidig være en tillidsskabende leder, som ønsker at være fælles om opgaverne i ledelsesteamet og både forstår at være med til at sætte en visionær retning, men også formår at være realistisk og vedholdende ift. at få implementeret og forankret det, der sættes i gang. Samtidig skal du være en leder, som har øje for, at medarbejdere føler sig set og anerkendt.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat fra den 1. november 2025 eller gerne før.
Viceskoleledere i Hillerød Kommune indplaceres på grundlønstrin 49 og lønnen fastlægges ud fra kvalifikationer.
Interesserede ansøgere opfordres til at besøge skolen og kontakte Distriktsskoleleder Thomas Olsen på telefon 72 32 70 28 eller mail thol@hillerod.dk.
Indsend: Ansøgning sendes med CV, relevante eksamensbeviser samt relevante udtalelser.
Ansøgningsfristen er onsdag den 10. september kl. 12.00.
Vi holder 1. samtalerunde onsdag den 17. september og 2. samtalerunde onsdag den 22. september.
Ansøgningen sendes elektronisk via linket
Hos os er det ikke kun arbejdet, der tæller, men også menneskene bag.
I fællesskab gør vi hver dag en forskel for kommunens mere end 54.000 borgere, og vi sætter pris på det helt særlige bidrag, som du kommer med. Vi er stolte af at gå nye veje og sammen finde løsninger på de udfordringer, som møder os. Hillerød Kommune er en fleksibel arbejdsplads, hvor vi tror på værdien af både forskellighed og sammenhold. Det er vigtigt, at alle føler sig anerkendt og respekteret, for hos os er arbejdsglæde en forudsætning for den gode kvalitet og tilfredse borgere.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hillerød Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kornmarksskolen - Afdeling Skævinge, Harløsevej, 3320 Hillerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 10-09-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/bd26e67a-e65a-4d47-bf03-b79177234742