BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du tage medansvar for at løfte hovedstadsregionen på uddannelses- og klimaområdet? Vil du være med til at understøtte hospitalernes innovationsarbejde? Er du en dygtig, empatisk leder – optaget af at udvikle og understøtte vores dedikerede medarbejdere i at forfølge regionens strategiske mål?
Så er du et godt bud på vores nye enhedschef i enheden for Mobilitet, Innovation, Klima og Uddannelse i Region Hovedstadens Center for Regional Udvikling.
Et lederjob, hvor du motiverer og sætter retningen
Som enhedschef står du for at udvikle ambitiøse dagsordener på det regionale udviklingsområde, inden for uddannelse, klima og sundhedsinnovation. Områderne favner bredt. Lederopgaven kræver derfor på den ene side en skarp sans for strategi og forståelse for Region Hovedstadens politiske visioner – og på den anden side, at du på daglig basis kan motivere dine medarbejdere, foretage hurtige prioriteringer og taktiske beslutninger. Det er ikke forventet, at du har dyb faglig viden inden for hvert område, men kendskab til et eller flere af områderne er et plus.
Du får ansvar for de nedenstående tre områder og ca. 20 medarbejdere:
Uddannelse og kompetence
På uddannelsesområdet ønsker Region Hovedstaden i tæt samarbejde med politikere, ministerier, uddannelser og andre interessenter at sikre, at vi i hovedstadsregionen har de rette kompetencer til fremtidens arbejdsmarked. Det gør vi bl.a. ved at sikre en god, bred uddannelsesdækning. Desuden er det regionen, der fordeler de kommende gymnasieelever på regionens uddannelsesinstitutioner – en vigtig opgave, som betyder meget for borgerne.
Klima
På klimaområdet støtter Region Hovedstaden kommunerne i at implementere deres klimaplaner, der skal sikre opfyldelsen af Paris-aftalen, både indenfor reduktion og klimatilpasning. Det gør vi ved at udvikle viden, værktøjer og metoder i dialog med kommuner og klimaorganisationer. Herudover indgår vi i partnerskaber, hvor fokus ligger på at mindske ressourceforbrug og forbrugsrelaterede CO2-udledninger.
Sundhedsinnovation
Centerets arbejde med Sundhedsinnovation består i er at styrke hospitalernes arbejde med at udvikle og implementere nye sundhedsteknologiske løsninger, der frigiver tid hos sundhedsprofessionelle. Fokus vil især være på at arbejde proaktivt med partnerskaber, som kan understøtte de strategiske sundhedsudfordringer, der går på tværs af Region H.
Du og din chefkollega fra enheden indgår i en duoledelse og danner tilsammen enhedsledelsen. I deler ansvaret for enhedens samlede opgaveløsning og udvikling. Du bliver desuden en del af centrets samlede chefgruppe og refererer til direktøren for Center for Regional Udvikling.
Rollen og din profil
Du starter dagen med en hurtig kop kaffe sammen med dine medarbejdere i centerets lounge, før du deltager i dagens første møde, som handler om, hvordan vi understøtter hospitalerne i at indkøbe bedre sundhedsteknologiske løsninger. Dine medarbejdere briefer dig på det faglige indhold, og du hjælper med at vurdere, hvordan vi politisk arbejder videre med agendaen.
Så et par timers fordybelsesarbejde, før du går til frokost med en håndfuld medarbejdere og hører om weekendens planer. Du må rykke lidt rundt på eftermiddagens program, fordi der er behov for et hastemøde med uddannelsesteamet – I skal finde en proces for, hvordan I håndterer en ny bekendtgørelse for fordelingen af gymnasieelever. Med din operationelle erfaring tegner du sammen med teamet et bud på, hvordan I kommer i mål med de ressourcer, der er til rådighed.
Om eftermiddagen har du et eksternt møde i en kommune, som handler om, hvordan vi bedst samarbejder om DK2020 klimaplanerne. Der er god energi og masser af idéer – og du og dine medarbejdere vurderer, at der bliver behov for at prioritere vores indsatser, så vi når i mål med de mest presserende udfordringer.
Endelig har du et kort online-møde med den anden enhedschef, hvor I skal blive enige om budgetstyringen på et af regionens udviklingsprojekter. På vej ud ad døren vinker du til to af dine medarbejdere, som er i gang med pakke til et borgermøde mandag.
Lyder det som en hverdag, du vil glæde dig til at stå op til, så har du en god indstilling til rollen som enhedschef. Vi leder desuden efter en chef med nedenstående profil:
Du sætter en ære i at være en nærværende chef og skabe et godt kollegaskab
Du forstår, at medarbejdere trives med tydelige pejlemærker og anerkendelse for deres indsats, og det falder dig naturligt at bringe dig selv og medarbejdernes kompetencer i spil – sammen og på tværs af fagområder. Du er medarbejdernes sparringspartner og forstår, hvor afgørende det er, at medarbejderne udvikler sig i deres job.
Du har sans for strategi og er ekspert i taktik
Du vil i tæt samarbejde med din enhedschef-kollega udvikle og fastholde centerets strategiske retning – og have et særligt fokus på at sikre, at strategien bliver til konkret virkelighed, så den gavner regionens borgere.
Du har politisk tæft og forståelse for systemet
Du kan hurtigt sætte dig ind i og træffe beslutninger i komplicerede sager, og du ved, hvordan man sætter en politisk dagsorden. Du er erfaren i at kommunikere med politikerne, sådan at vi i fællesskab omsætter deres visioner til synlige resultater.
Du ser styrken i at danne partnerskaber
Du er vant til at samarbejde med forskellige typer interessenter i både det private og det offentlige og forstår at tilpasse din kommunikation til alt fra NGO-aktivister til repræsentanter for life science-industrien.
Du ved, at en effektiv drift er en forudsætning for et spændende udviklingsmiljø
Som enhedschef sørger du for en effektiv administration og økonomistyring samt koordinering med de øvrige fagområder i Center for Regional Udvikling.
Kravene til stillingen er store og kræver en alsidig leder med gåpåmod, integritet og indlevelse - til gengæld får du et spændende job med mulighed for at præge udviklingen på områder, som direkte påvirker tusindvis af borgeres dagligdag.
Hvem er vi
I Center for Regional Udvikling bidrager cirka 200 medarbejdere til at sikre rent drikkevand til regionens borgere, råstoffer til fremtidens byggerier, kollektiv transport for 40 mio. passagerer årligt, udvikling af fremtidens mobilitetsløsninger, årlig fordeling af 13.000 gymnasieelever og udvikling af fremtidige sundhedsløsninger. Det gør vi for at skabe en grøn og innovativ region, som er god at bo i.
Centeret er inddelt i tre enheder – henholdsvis enheden for Mobilitet, Innovation, Klima og Uddannelse (MIKU), enheden for Miljø samt Sekretariatet, som alle arbejder for at skabe en grøn og innovativ metropol med høj vækst og livskvalitet samt et sammenhængende sundhedsvæsen. Centeret ledes af seks enhedschefer og en direktør.
Vil du vide mere
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerdirektør David Meinke tlf. 2134 3356, eller enhedschef Birgitte Leolnar tlf. 2917 6362.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen besættes på overenskomstvilkår i henhold til Danske Regioners Aftale for chefer.
Vi ønsker stillingen besat pr. 1. november 2023.
Ansøgning og samtale
Der er ansøgningsfrist onsdag den 6. september 2023. Ansøgningen sendes elektronisk via nedenstående link.
Vi forventer at holde indledende samtaler tirsdag den 12. september (Evt. også mandag den 11. september) og 2. runde samtaler onsdag den 20. september.
Om Region Hovedstaden
Vi er regionens største arbejdsplads med ca. 45.000 medarbejdere og et budget på 44 mia. kroner. Regionen løser opgaver inden for sundhed, psykiatri og regional udvikling og driver en række sociale institutioner.
Læs mere på www.regionh.dk.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hillerød Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Region Hovedstaden, Kongens Vænge 2A, 3400 Hillerød
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 06-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=342&ProjectId=251106&DepartmentId=11977&MediaId=4724&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5891647